Vi kender alle starten. Den store, altomsluttende kærlighed. Den der følelse af, at man endelig har mødt et menneske, der vil det samme, ser verden på samme måde, og som lover at gå den samme vej. Man bygger luftkasteller, lægger planer og føler en dyb gensidig tillid. Ordene er store, og løfterne om fremtiden føles bare helt rigtigt. Men så kommer hverdagen.
Hverdagen er kærlighedens test
Det er her støvet lægger sig, og den virkelig karakter træder frem. Nogle gange sker der det, som efterlader os dybt rystede: De ord der blev sagt i starten, stemmer pludselig overhovedet ikke overens med de handlinger der sker nu.
Det handler bare ikke om, hvem der tager opvasken, eller hvem der glemmer at købe mælk. Det stikker dybere. Det handler om de sider af et menneske, som blev holdt skjult bag forelskelsens polerede facade.
Man opdager måske:
At de fælles værdier i virkeligheden var tomme ord. At viljen til at kæmpe for forholdet forsvinder ved den mindste udfordring. At de løfter der blev givet, kun gjaldt så længe det var sjovt og nemt. Det efterlader en med en følelse af chok. Man begynder at tvivle på sin egen dømmekraft. Var det hele bare en løgn?
Det gør ondt
Det mest smertefulde er ikke nødvendigvis, at hverdagen rammer. Det er følelsen af at være blevet solgt en vision om fremtiden, som den anden part reelt ikke havde i sinde/eller evner til at indfri. Det efterlader et enormt tomrum og en dyb følelse af svigt, når man indser, at man ikke længere går ad samme vej.
Men måske er det netop i hverdagens lys at vi ser sandheden. Selvom sandheden kan gøre usandsynligt ondt, så er det kun ud fra virkeligheden, at vi kan træffe de rigtige valg for os selv. Man kan aldrig tage ansvar for hvad partneren siger og gør, men når man opdager at personen pludselig er en anden, kan man tage sit eget valg.